Om kurset
På dette 10 dages kursus får du praktisk øvelse i at planlægge og udføre fældning og opskæring af træer, der er større end 380 mm i diameter i fældesnittet.
Du får praktisk øvelse i forskellige træfældningsmetoder med motorsav, og du stifter bekendtskab med anvendelse af spil til indtrækning og nedtagning af hængere.
Der lægges stor vægt på, at du kan planlægge og udføre træfældningsarbejdet og vedligeholde redskaberne i henhold til de gældende krav til sikkerhed og arbejdsmiljø. Ligeledes lægges der vægt på, at du kan udføre træfældningsarbejdet på en ergonomisk forsvarlig måde.
I samarbejde med andre får du øvelse i at planlægge en træfældningsopgave i store træer, med vægt på at forebygge ulykker.
Hvem kan deltage?
Kurset er for dig, der arbejder inden for jobområder, hvor der tilbydes AMU-kurser. Du skal desuden have taget kurset Motormanuel træfældning eller tilsvarende.
Yderligere oplysninger
Hvis du har yderligere spørgsmål om kurset, tilmelding eller priser kan du kontakte kursuskoordinator Lone S. Vemming på lsv@life.ku.dk. Du kan også få tilsendt kursuskalenderen og øvrige kursusbeskrivelser ved at ringe på tlf. 35 33 15 05. Du kan også rykke direkte videre til vores hjemmeside.